Historisk

Thorsted Frimenighed er en gammel menighed. Vi skal helt tilbage til 1869. Der var på den tid en del uro indenfor de kirkelige kredse. Inspireret af de folkelige gudelige vækkelser og af Kold og Grundtvig opstod rundt om i landet en vilje til selv at tage ansvar – både i kirke og samfund. Det resulterede i, at der bl.a. i Øster Jølby på Mors oprettedes en fri menighed.

En del familier fra Thy, specielt fra Silstrup, Skårup og Thorsted, hvor der i 1873 var startet en friskole, sluttede sig til denne menighed. i 1883 oprettedes Thorsted Frimenighed, men først i 1906 byggede menighedens medlemmer den røde kirke ved siden af friskolen.